Nyheder
HVORDAN SIKRES DET AT BORGERE VISITERES TIL DEN KOST OG ERNÆRING SOM DE HAR BEHOV FOR?

5. november 2021 - 07:00

HVORDAN SIKRES DET AT BORGERE VISITERES TIL DEN KOST OG ERNÆRING SOM DE HAR BEHOV FOR?

Knap 40.000 danskere (Danmarks Statistik) er visiteret til madservice af deres kommune. I §83 i Serviceloven fremgår det, at borgere der ikke selv er i stand til at lave mad grundet midlertidig eller varig nedsat fysisk og/eller psykisk funktionsevne eller som har særlige sociale problemer, kan blive visiteret til madservice af kommunen.

 

Borgerne skal sikres et frit valg, det betyder at kommunen har pligt til at skabe grundlag for borgerens valgfrihed af personlig og praktisk hjælp

Fritvalgsdatabasen

 

Når en borger eller en pårørende til en borger kontakter kommunen for at blive visiteret til madservice, kan det være svært for visitationen præcist at afdække hvilke ernæringsmæssige og/eller konsistensmæssige behov borgeren har. Hvis visitationen ikke vurderer borgerens behov sendes borgerens sag måske til hjemmeplejen eller til os som madleverandør, men det er heller ikke altid at vi har forudsætninger for at kende borgerens behov godt nok, til at vide hvilken kostform eller diæt der er passende.

 

Forkert valg af kostform eller diæt er uhensigtsmæssigt for borgeren. Hvis borgeren f.eks. lider af dysfagi, men visiteres til almindelig konsistens, risikerer borgeren at få maden galt i halsen og i værste fald, at blive kvalt i maden. Visiteres borgeren til at kunne spise med god appetit, men er borgeren i virkeligheden småtspisende, får borgeren for store portioner mad og kan ikke overskue portionsstørrelsen og spiser derfor ikke nok.

 

Projektet: ”Fristelser i øjenhøjde” der blev udført med udgangspunkt i det fælleskommunale Elbokøkken og fire kommuner viste, at behovsafdækningen ved visitering i mange tilfælde kommer til at handle om: Madservice versus ikke madservice og herefter valg af leverandør ud fra valgkriterier som: Hvor mange gange om ugen der leveres mad og om maden bliver leveret kold eller varm. Dette er kriterier, som ikke primært handler om at sikre den rigtige kost og ernæring men mere handler om praktik.

 

I forbindelse med ”Fristelser i øjenhøjde” afprøvedes en spørgeguide i Kolding Kommune, som skulle hjælpe visitatorerne med at holde ernæringsfokus og afdække borgerens ernæringsmæssige behov for madservice. Spørgeguiden er vedlagt dette blogindlæg til inspiration.

 

Borgeren der skulle visiteres til madservice blev blandt andet spurgt om den generelle ernæringstilstand og om borgeren har tabt sig i vægt utilsigtet. Derudover blev der spurgt ind til om borgeren havde normal appetit, og om borgeren havde udfordringer med at tygge- og/eller synke. Spørgeguiden kan udformes på mange måder og tilpasses den enkelte kommunens visitation.

 

Helt oplagt er det, hvis den enkelte visitation ønsker at udarbejde egen spørgeguide, at der tages kommunale fagpersoner med på råd, f.eks. kliniske diætister, ergoterapeuter og fagpersonale tilknyttet hjemmepleje.

 

Et godt sted at finde inspiration er i det Ernæringsvurderingsskema (EVS), som anbefales som ernæringsscreeningsredskab i kommunerne.

Åben det vedhæftede dokument

Udgivet af

Kirsten Færgeman


Med over 30 års erfaring i kost og kostvejledning til ældre og personer med særlige behov. Kirsten har gennem flere omgange bidraget til den Nationale Kosthåndbog med særligt fokus på dysfagi-delen. Kirstens særlige fokusområder er dysfagi (kost til personer med tygge og synkebesvær) og mad til ældre og småtspisende.

Læst i alt:

2477 gange

Læses i øjeblikket af:

0