Pressemeddelelser
Nyt system får Danmarkspremiere: Poul Erik er den første til at bestille mad hjem online

24. maj 2022 - 01:00

Nyt system får Danmarkspremiere: Poul Erik er den første til at bestille mad hjem online

Fremover bliver det nemmere for de ældre, der er visiteret af kommunen til at få mad leveret til eget hjem at bestille deres livretter hos Det Danske Madhus.

 

Et nyt webbestillingssystem gør det nemlig muligt at komme uden om fysiske bestillingssedler og telefonopkald. I stedet kan man bestille direkte på computeren, og det var 76-årige Poul Erik Olsen fra Mors den første til at prøve af.

 

Torsdag fik han nemlig besøg af Maibrith Boie Bjerregaard fra Det Danske Madhus, der hjalp ham i gang med det nye system. Poul Erik Olsen bor fortsat i eget hjem og er aktiv i en lang række lokale foreninger. Han får tre retter fra Det Danske Madhus om ugen.

 

Hidtil har hans datter, der bor i Aalborg, hjulpet ham med at udfylde de bestillingssedler, der skulle udfyldes og tages med, når maden blev leveret.
”Men jeg har sagt til hende, at det nu kan være, at hun bliver arbejdsløs,” siger Poul Erik Olsen med et glimt i øjet.

 

Nemmere for pårørende

 

Hos Det Danske Madhus, der er landets største leverandør af mad til visiterede ældre i eget hjem, har et webbestillingssystem stået højt på ønskelisten længe:

 

”Vi er klar over, at nogle ældre fortsat vil foretrække at bestille deres mad via bestillingssedler, men der har også været en efterspørgsel fra både ældre og særligt deres pårørende samt kommunerne om at kunne gøre det online. Derfor er vi rigtigt glade for, at vi nu begynder at udrulle systemet her i hele landet,” siger Martin Pinstrup, der er kommerciel direktør i Det Danske Madhus.

 

For Poul Erik Olsen, der oprindeligt er uddannet skolelærer, men i dag er på pension, kræver systemet også lidt tilvænning. Men efter en hurtig indføring får han dog hurtigt styr på, hvordan han vælger de tre retter til hver uge på sin bærbare computer.

 

”Det ser jo rigtigt nok ud,” lyder det, og han har også overskud til at give systemet lidt kommentarer til forbedring med på vejen.

 

I Det Danske Madhus håber man, at det fremover vil blive nemmere for landets ældre og deres pårørende at bestille smagfulde og hjemmelavede måltider til døren. Billeder i webbestillingssystemet skal vække appetitten, og det gør forhåbentligt, at de ældre glæder sig mere til maden og spiser op, når den serveres.

 

”Vi ved, hvor afgørende det er for ældres appetit, at det, der bliver serveret, er noget man har lyst til at spise. Og at der bliver spist op, kan i sidste ende have stor betydning for den ældres sundhedstilstand,” siger Martin Pinstrup fra Det Danske Madhus.

 

Udgivet af

Sanne Vonstad


Læst i alt:

554 gange

Læses i øjeblikket af:

0